Primo januar har Crescendo atter gennemført en closing i forbindelse med en nyerhvervet ejendom. Denne gang er der tale om en ejendomsinvestering beliggende i attraktive Roskilde.
Projektet består af i alt 20 treværelses lejligheder, der er fordelt på to adresser. Begge ejendomme er nyopførte i 2021 og 2024, de er fuldt udlejede, og der er forventning om et sikkert, stabilt og stigende afkast i årene fremover.
UNIVERSITETSBYEN MED DE MANGE MULIGHEDER
Ejendommene er beliggende indenfor Ring 2 i Roskilde, hvor muligheden for at opføre nye boliger er stærkt limiteret, grundet de begrænsede kvadratmeter her. Nedrivning i bynær bebyggelse er bekosteligt og byggeaktiviteten deraf faldende. Samlet set bevirker det, at efterspørgslen på boliger, og særligt lejeboliger i denne størrelse, er stigende.
Roskilde by har oplevet en tilvækst i befolkningen på 8,7% siden 2014, og det er særligt børnefamilier fra København, som bosætter sig i universitetsbyen Roskilde.
TAK FOR TILLIDEN
”Vi takker for tilliden fra investorsiden. Projektet i Roskilde honorerer den lokale boligefterspørgsel, og med udsigt til et stabilt afkast her, har vi formidlet et godt ejendomsprojekt med et særdeles fornuftigt potentiale, som investor glæder sig til at følge i årene fremover,” siger Christian Stenbjerre, adm. direktør i Crescendo.