Det er med stor glæde, vi hermed offentliggør, at vi har overtaget i alt 32 lejligheder og rækkehuse opført i 2021, beliggende i det skønne, gamle Taastrup-kvarter, vest for København.
Boligerne er omgivet af hyggelige murstensvillaer og har kort adgang til grønne arealer.
Investorerne har som udgangspunkt til hensigt at beholde boligerne, men skulle det vise sig opportunt at styksælge, er fundamentet lagt herfor, da boligerne er udstykket.
Afkastpotentialet ses således gunstigt både ved drift og ved frasalg, og i det hele taget vurderes beliggenheden at være rigtig god i alle henseender.
”Vi ser ind i en ejendom opført i ejerboligkvalitet, der ligger rigtigt godt, tæt på skole, indkøb og fritidsaktiviteter. Endvidere er Taastrup jo en del af Fingerplanen med de store, infrastrukturelle fordele, det medfører nu og i fremtiden. Byen er en overset perle på den københavnske vestegn og med stigende priser på ejerboliger kombineret med ditto lejepriser samt ganske få enheder til leje i nærområdet, vurderer vi, at kimen er lagt til endnu en fornuftig investering” udtaler Christian Stenbjerre, adm. direktør i Crescendo.
Overtagelsen / Closing K/S Bolig Taastrup har fundet sted primo december, og de 32 enheder erhverves af to selskaber, der begge er videresolgt til investorer med stor tak for tilliden.
Vi takker vores samarbejdspartnere Engell & Völkers , Bech-Bruun, Deloitte Aarhus samt advokat Martin Schmidt-Larsen, der kompetent guidede salget i den rigtige retning på vegne af sælger BOROHUS DANMARK ApS.