Beskrivelse
De 40 boliger er opført i 1½ plan, og har alle en dejlig have med tilhørende terrasse. Boligerne fordeler sig på to forskellige størrelser:
• 20 stk. a 125 m² – 4 værelses halv dobbeltvilla i 1½ plan med privat terrasse og have.
• 20 stk. a 130 m² – 4 værelses halv dobbeltvilla i 1½ plan med privat terrasse og have.
Boligerne er beliggende i Mejlby på adresserne Mejlbyparken 1-79 (ulige numre), 8530 Hjortshøj. Villaerne er identiske i konstruktionsmaterialer og er opført med ydervægge i mursten. Tagene har hældning og er belagt med cementsten. Der findes to typer af rækkevillaerne, som udover den marginale forskel i arealerne, adskiller sig fra hinanden udseendemæssigt med mindre forskelle i murstensfarver, ydervægskonstruktion og tagkonstruktion. Rækkevillaernes førstesal omfatter tre værelser og et badeværelse, imens stueetagen omfatter stue, køkken, entré og toilet med vaskesøjle. Alle boligerne fremstår med gulve i laminatparket samt klinker og gulvvarme i badeværelse/toilet. Der er skabe i alle værelser, som ligesom skabs- og køkkeninventar er af god kvalitet fra HTH eller Svane. Boligerne er generelt meget lyse og indretningsvenlige. Til alle boliger hører separat redskabsrum på ca. 5 m² samt indkørsel med parkeringsplads samt plads til gæsteparkering i umiddelbar nærhed af boligerne.
Grønne områder og gode stisystemer
De omkringliggende arealer består primært af grønne områder og marker, mens bebyggelsen i Mejlby primært består af parcelhuse. Boligerne er beliggende i den sydlige del af Mejlby lige nord for Hårup i dejlige grønne omgivelser og kun få hundrede meter fra Hårup Skole – i øvrigt med sikker stiforbindelse hele vejen. I Mejlby er der mulighed for indkøb ligesom der også går bybus til Aarhus. Nordjyske Motorvej E45 er beliggende få kilometer fra ejendommen. Et skønt sted at bo for de unge familier, der sikkert kan lade børnene lege på de store bold- og legepladsarealer, der er omkranset af boligerne samt de blinde og lukkede veje.